Lad os bare erkende det. Danmark er et meget lille land. Virkelig mange mennesker i verden kender overhovedet ikke Danmark. Alligevel er der en række ting, som gør os kendte i store dele af verden. Og der er stor forskel på, hvad udlændinge har lagt mærke til, men hvad er Danmark kendt for?
Der er mange måder at opgøre, hvad vi er kendte for. For eksempel er der stor forskel på, om du kigger på Danmark som politiker eller som turist og som kineser, som amerikaner eller som svensker. Eller for den sags skyld som dansker. Her er vores liste over de fem vigtigste ting, som vi er kendt for – mon du er enig?
1. Den lille havfrue
Edvard Eriksens smukke fremstilling af eventyrfiguren, Den lille havfrue, bruges af VisitDenmark som et klokkeklart vartegn for Danmark.
Figuren er, sammenlignet med andre nationalt interessante monumenter, ganske lille. Hun måler sig i størrelse på ingen måde med hverken Paris’ Eiffeltårn, Roms Colosseum eller New Yorks Frihedsgudinde. Turisterne flokkes alligevel om hende på Langelinie i København, og hun må faktisk betragtes som endnu mere kendt end hendes ophavsmand, som er henvist til en plads længere nede på listen.
2. Vindenergi
Danmark er verdenskendt for sin vindenergi. De to store brands Siemens Gamesa og Vestas er verdensledende inden for vindmølleteknologi, og de trækker ufattelige mængder af energi ud af vinden verden over.
Grunden til vores verdensherredømme på dette felt er, at vestjyske smedemestre var tidligt ude med opfindelser, som gennem årene er blevet forfinede.
De menneskeskabte klimaforandringer har gjort behovet for alternativer til fossil energi nødvendige, og det har også givet vind i vingerne til vindenergien. Og det er Danmark særdeles kendt for.
3. Ny nordisk mad
Danmark er kendt for at stå i spidsen for en helt ny madkultur, Ny nordisk mad. Gennem de senere år har en række danske restauranter formået at opnå stor anerkendelse som nyskabende og enestående gode inden for gourmetmad.
Så det er altså ikke frikadeller og rødgrød med fløde, der har taget de spiseglade turister med storm. Ny nordisk mad handler nærmere om at bruge simple råvarer efter årstidens tilgængelighed og tilberede og anrette dem sublimt.
4. H. C. Andersen
Selvom både Mads Mikkelsen og Nikolai Coster Waldau gør sig bemærkede i store udenlandske film- og serieproduktioner, er der én dansker, som fortsat er mere kendt end nogen anden. Det er eventyrforfatteren H. C. Andersen.
Især Kina har en stor forkærlighed for de fantastiske danske eventyr, som indgår i pensum i verdens største lands grundskoler. H. C. Andersen er helt klart med til at fremhæve det kendte glansbillede af Danmark som et lille fredeligt kongedømme højt mod nord.
5. Velfærd og flexicurity
På den politiske scene er Danmark især kendt for to ting. Velfærdssamfundet, som ofte beskrives med Grundtvigs poesi i ordene “Da har i rigdom vi drevet det vidt, når få har for meget og færre for lidt”, har i de senere år gjort Danmark kendt i USA. Det skyldes at nogle politikere har inddraget Danmarks måde at være et rigt og sikkert land på i præsidentvalgkampen.
I forbindelse med visse flyselskabers forsøg på at undgå at give ordnede arbejdsforhold til sine danske ansatte har den danske flexicurity-model sikret sig stor international opmærksomhed. Modellen går ud på, at det er let at hyre og fyre, og at samfundet sikrer de fyredes vilkår. Desuden aftales alle arbejdsmarkedsmæssige forhold mellem arbejdsmarkedets parter – arbejdsgiverne og lønmodtagerne.








