Når mange får travlt, så siger de ofte, at de er stressede. Travlhed er dog ikke lig med stress. I denne artikel har vi fokus på, hvad stress egentlig er og hvilke symptomer og tegn, der tyder på, at man er stresset. Læs med her og bliv klogere på stress.
Stress kan defineres som en belastningstilstand, som kan være både fysisk og psykisk. Den opstår, når ydre og/eller indre krav overstiger de ressourcer, den enkelte har eller opleve at have. Kortvarig stress kan gøre det muligt at reagere og handle hensigtsmæssigt i pressede situationer, imens længerevarende stress udgør en alvorlig trussel for helbredet. Forskellen mellem travlhed og stress er, at man med travlhed har en lyst til at opnå målet, imens man – når man er stresset – hverken oplever lyst, glæde eller energi i forbindelse med arbejdet og gøremål og aktiviteter i privatlivet.
Stress nævnes i den offentlige debat ofte som en folkesygdom, men det er meget vigtigt at fastslå, at der ikke er tale om en sygdom. Stress er en belastningstilstand – en ubalance – som kan medføre sygdomme senere hen. Der er her tale om følgesygdomme som f.eks. blodpropper, hjerte-kar-sygdomme og depression – og så kan diverse kroniske sygdomme som f.eks. allergi, astma og diabetes forværres af stress.
Når man bliver stresset, viser kroppen forskellige karakteristiske signaler. Fysiske tegn på stress kan være hovedpine, hjertebanken, svedeture, appetitløshed, svimmelhed og nedsat immunforsvar. Psykiske tegn på stress kan være træthed og søvnproblemer, hukommelsesbesvær, ulyst, koncentrationsbesvær, utålmodighed, angst og endda depression. Der vil også opstå ændringer i adfærden hos den ramte. Man bliver f.eks. ubeslutsom og forvirret, mere indadvendt og opgivende samt let irritabel og træt.
Når stress først har ramt, så kan det være svært at rette op på skaden. Det kan derfor være en god idé for virksomheder at investere i stressforebyggelse for at sikre langtidsfriske medarbejdere. Stress er faktisk meget mere effektivt og rentabelt at forebygge end det er at helbrede. Man kan faktisk her spare en masse unødvendige sorger, bekymringer og endda økonomiske udgifter ved at investere i stressforebyggelse på arbejdspladsen. Du kan læse mere om stressforebyggelse her.