E-handlen styrkes konstant, og der har aldrig været mere knald på, end det er tilfældet lige nu. Det er nemmere at handle over nettet, og det gælder for alle typer af varer – også håndkøbsmedicin. Derfor oplever de danske online-apoteker da også en massiv succes og medfølgende stor omsætning.
Køb anonymt og undgå køen
Der er forskellige grunde hertil, men den største er helt sikkert, at man ved at handle over nettet slipper for både tur til og fra apoteket, men også køen, når man endelig står der. Der er dog også det faktum, at man er anonym, når man handler på nettet. Det betyder, at der er større diskretion omkring dit køb, end hvis du dukker op fysisk. Du skal altså ikke se apotekeren i øjnene, når du skal købe middel mod hæmorider.
Der er flere typer af online-apoteker
I Danmark findes der flere forskellige online-apoteker, og nogle er startet på baggrund af private initiativer, mens andre er stiftet via Danmarks Apotekerforening. Herudover er de fleste apotekskæder, vi i dag kender i Danmark, ligeledes begyndt at sælge på nettet. Det giver de fysiske apoteker mulighed for at henvise kunder til deres online-afdeling, hvor det er lettere at ordne sine køb.
Det handler om tillid
Grunden til, at online-apotekerne først har set lyset inden for de seneste år, er, at forbrugerne først har skulle vænne sig til at handle over nettet – og samtidig skulle e-handlen etablere tillid til den brede, danske befolkning, førend det har været muligt at sælge artikler som medicin via internettet.
Det er vigtigt, at man som forbruger er i stand til at identificere faresignalerne for, hvornår der er tale om legitim medicin frem for kopivarer. Forhandler et apotek eksempelvis medicin over nettet, der ikke kan købes i håndkøb hos de fysiske apoteker, er der grund til at være på vagt, så du ikke ender med at købe et produkt, du egentlig ikke ved, hvad indeholder.