Spørgsmålet om, hvor mange tyrkere der er i Danmark, bliver lidt kompliceret, fordi mange efterkommere af tyrkiske indvandrere i det daglige vil blive opfattet som danskere og ikke nødvendigvis som tyrkere. Så for at give et ordentligt svar, må vi kigge på Danmarks Statistiks definitioner. Svaret er godt 63.000.
Det kommer muligvis bag på mange, at tyrkerne udgør en virkelig markant andel af indvandrere i Danmark. Faktisk er de den tredjestørste gruppe med mere end 30.000 individer. Det skyldes, at en meget stor del af de tyrkiske indvandrere kom som gæstearbejdere – eller ”fremmedarbejdere”, som de også blev kaldt– allerede i 1960’erne. Det gør sig faktisk gældende for mere end 1/3 af alle tyrkiske indvandrere.
Det betyder også, at mennesker, som er indvandret fra Tyrkiet, har haft mange år til at etablere familier i Danmark. Det er også hovedårsagen til, at efterkommere efter tyrkiske indvandrere er langt den største efterkommergruppe. Faktisk er de mere end 30.000 efterkommere mere end dobbelt så mange som den næststørste gruppe, nemlig efterkommere efter libanesiske indvandrere.
Hvad er en tyrkisk indvandrer?
I Danmarks statistik skelnes der mellem indvandrere og efterkommere. Indvandrere er mennesker, som bor i Danmark, og som er født i udlandet. En indvandrers forældre er ikke både danske statsborgere og født i Danmark. Hvis indvandreren er født i Tyrkiet, betragtes han eller hun som tyrkisk indvandrer.
Hvad er en tyrkisk efterkommer?
En efterkommer efter tyrkiske indvandrere er født i Danmark af forældre, hvoraf mindst den ene er indvandrer. Hvis mindst den ene forælder er tyrkisk indvandrer, betragtes efterkommeren som tyrkisk efterkommer. Så hvis en efterkommer for eksempel har en tyrkisk mor og en tysk far, er han eller hun altså både tyrkisk og tysk efterkommer i statistikken. Og så bliver vedkommende også både efterkommer fra vestlige og ikke vestlige lande.
Hvis du har mindst en forælder, som er efterkommer, og som ikke er blevet dansk statsborger, bliver du også statistisk set betegnet som efterkommer, selvom det egentlig var ens bedsteforældre, som indvandrede.
Hvis begge dine forældre er danske statsborgere og født i Danmark, betragtes du ikke som efterkommer, selvom bedsteforældrene er indvandrere. Alligevel kan du jo meget vel have en tyrkisk identitetsfølelse.
De største indvandrergrupper
Den største indvandrergruppe i Danmark udgøres af polakker. Der er mere end 40.000 polske indvandrere i Danmark.
Polakkerne er EU-borgere og har derfor automatisk ret til at bo og arbejde i Danmark på lige fod med etniske danskere.
Syriske indvandrere er den næststørste gruppe, og de udgør ca. 35.000 individer. Ca. 20.000 af disse har fået politisk asyl. Omkring 14.000 er familiesammenførte. Og ca. 1000 er i Danmark af andre grunde.
Statistisk set er tyrkerne i Danmark først og fremmest kommet via arbejde og familiesammenføring.
Hvor mange tyrkere er der i Danmark?
Hvis du betragter tyrkere, som alle tyrkiske indvandrere plus alle tyrkiske efterkommere efter Danmarks Statistiks definitioner, bor der godt 63.000 tyrkere i Danmark.
Det er ikke muligt at opgøre, hvor mange af dem, som falder uden for disse definitioner, som har en tyrkisk identitetsfølelse. Desuden er det lige så umuligt at afgøre, hvor mange af dem, der falder inden for definitionerne, som ikke har en tyrkisk identitetsfølelse.
Så selvom det med måske burde defineres sådan, at en tyrker er en person, der har tyrkisk identitetsfølelse, er det altså ikke muligt at optælle antallet af tyrkere i Danmark efter denne definition.